Baggrund og formål

2756797099_261dae 9a 4b

Studenterrådgivningen er en nyetableret offentlig organisation der tilbyder gratis rådgivning og behandling til uddannelsessøgende på GUX, brancheskolerne, de videregående uddannelser og borgere i Piareersarfiit-forløb i Grønland.

Hovedformål

Rådgivningens formål er at yde social og psykologisk rådgivning og behandling til uddannelsessøgende i forbindelse med deres uddannelsesmæssige situation.

Målet er at hjælpe de uddannelsessøgende i målgruppen, så de kommer gennem uddannelserne uden unødig forlængelse - og uden unødigt frafald.

Vores organisation består af psykologer, socialrådgivere og medarbejdere med psykoterapeutisk efteruddannelse. Alle vores medarbejdere har tavshedspligt, og du har mulighed for at være anonym ved henvendelse.

Studenterrådgivningen lægger vægt på, at de uddannelsessøgende ikke i stedet vil kunne hjælpes lige så godt eller bedre i det etablerede social- og sundhedssystem. Vi vil være behjælpelige med at skabe kontakt hertil.

Vi udfører ikke opgaver der kræver akut indsats fx ved selvmordsforsøg eller akut boligmangel. 

Vision - klinik, samarbejde og information

Studenterrådgivningens vision er, at uddannelsessøgende, der har behov for gratis rådgivning eller behandling, er bekendt med tilbuddene, og at de er tilgængelige over hele landet ved fremmøde i et af vores rådgivningshuse i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut, Aasiaat eller Ilulissat.

Vi vil yde telefonisk- og webrådgivning til uddannelsessøgende i byer, hvor vi ikke har et rådgivningshus.

Tilbuddene er tilpasset de uddannelsessøgendes behov, samtidig med, at der arbejdes med evaluering af effekten af arbejdet og anvendte metoder.

Løbende dialog med uddannelsesinstitutionerne med henblik på at informere om organisationens arbejde og de problemstillinger, de uddannelsessøgende møder, mens de er under uddannelse, er en vigtig del af arbejdet.

Økonomiske rammer og vilkår

Studenterrådgivningen er en organisation i Center for National Vejledning under Grønlands Selvstyres Departement for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling - IIKNN.

Vi er finansieret af Selvstyret med en selvstændig bevilling på Finansloven.

Nuna tamakkerlugu Ilitsersuisarfik / Center for National Vejledning - Postboks 4101 - 3900 Nuuk
Telefon: + 299 38 36 40 – e-mail: nti@aqqut.gl